Lost i Jylland

Øv!
Der er ikke noget værre end at stå ved katederet i en ny skole og skulle præsenteres som en eller anden alien.
      ”Det her er så vores ny pige i klassen!” læreren kradser sig i skægget, ”Hmm. La´ mig se, Nadja, ka´ du lige fortælle et par ord om dig selv?”
      Jeg skal starte i en jysk folkeskole. Noget af en kon­trast til den kreative lilleskole i København, jeg lige har forladt. Jeg går i femte og flytter skole for sjette gang.
      ”Æh...” mere bliver det ikke til. Jeg er lidt genert og buttet, og efter at jeg også har fået briller, som jeg selv har bedt om til Gud, da jeg i en kort overgang troede, at det var cool, ja så er det svært at passe ind i en almindelig kommuneskole.
      Min mor har gang i at flytte sin kuffert fra sted til sted, fra mand til mand, og jeg følger ligesom bare med som en slatten gulerod, der er blevet hevet op og ned af jorden alt for mange gange.
      Min far er blevet hjemme i vores gamle hus sammen med min bror. Han har fundet sig en ung sild, og deres førstefødte har fået mit gamle værelse. De er langt væk nu. 225 kilo­meter. Min storesøster er allerede flyttet hjemmefra. Hun bor med sin kæreste i København.
      I den lille by vender de indfødte sig og peger fingre ad min mor, som naivt bliver ved med at stolpre rundt i sin afghanerpels med en slørhale af pangfarvede tørklæder.
      “Der er søde mennesker alle vegne!” Hun prøver at overbevise mig ved at smile bredt til de noget forbeholdne forbipasserende.
      Bymoden her er halvtredserlevn med snert af provinsiel. Brungrå nuancer, flonel, gabardine og til en fornyelse, blå jeans og pastel maskin-strik.
      Jeg prøver at gemme mig bag hende. Der er ingen, der skal kalde mig hippie her! Jeg ifører mig en jysk-flække-forklædning. Musegrå dynejakke og et par cowboybukser og begynder straks at snakke med jysk dialekt. Jeg retter mig totalt efter ordsproget “Man skal hyle som den flok ulve, man er iblandt”.
      I min nye klasse får jeg efter bare tre dage min første officielle kæreste. I lilleskolen var vi slet ikke nået så langt i kønsudviklingen. Vi legede alle sammen sammen, drenge og piger, stadig ubekymrede om vores frem-tidige kønsroller, og gamle damer kunne ikke se forskel på vores køn på grund af vores alle sammens 70´er grydelågsfrisurer.
      I min nye klasse kan man nemt se forskel på drenge og piger. Pigerne har lyserødt, gult og lillafarvet tøj og langt hår. Drengene har blåt, grønt, og sort tøj og kort hår.
      Ydermere er det altså normalt her at være kærester. 

Tre tøser hiver mig til side og siger, de har en vigtig besked. De slæber mig helt ned i gymnastiksalen, hvor de hvisker, at de skal spørge fra Rasmus, om jeg vil være hans kæreste.
      Det lyder godt nok spændende, selvom jeg slet ikke aner, hvem Rasmus er, så jeg siger bare ja, helt uden forbehold og synes, det er lidt skægt sådan pludseligt at være nogens kæreste.
      Rasmus viser sig at være en genert, lille, tynd fyr med fregner og brunt hår. Han siger ikke meget og slet ikke et ord til mig. Det synes jeg egentlig er lidt underligt. Han kommer nogle gange hen i frikvarteret og stiller sig ved siden af mig, men tør ikke rigtigt indlade sig på en samtale.
      Nu ved man aldrig med jyder, så jeg spørger min mors nye mand, som er jyde, hvad man egentlig laver, når man er kærester i Jylland.
      ”Man kan drikker te sammen!” får jeg at vide, og det er vel i orden, synes jeg og venter forgæves på, at min nye kæreste skal invitere til te.

En dag har vores historielærer været på weekendtur i København, og sammen med sin kone har han besøgt Christiania. Fristaden i Hoved-staden. 
      Det har rystet ham i hele hans jyske grundvold.
      Han kommer prustende og stønnende ind i klasselokalet og begynder en heftig talestrøm, blåviolet i hovedet af forhøjet blodtryk.
      ”Det er det værste, jeg har set,” forklarer han. Det grimmeste og det mest beskidte sted han nogensinde har sat sine fødder. ”Og hundene de er fyldt med lopper og lus.” Og om vi ved, hvad det er for nogle mennesker, der bor i den loppeborg?
      ”Hva’r? Ved I det?”, spørger han ud i lokalet.
      Flere rømmer sig og foreslår alle det samme.
      ”Bumser!” Lyder det flere steder fra.
      ”Bumser, Ja! Det er lige, hvad de er!” Og læreren sprutter og pruster endnu mere end før.
      Han vender sig om og tegner med hårde hug på tavlen, imens det fyger om ham med kridtstøv.
      ”Sådan ser en bums ud!” Læreren tegner en mand med skægstubbe, en øl i hånden, huller på buksebenene og langt fedtet hår.
      Der er helt stille i klassen, ingen siger et ord, men sluger bare al den nye information om de grufulde bumser på Djævleøen.
      Jeg er rystet. Jeg kan jo godt li’ Fristaden.
      Jeg har været der masser af gange med min far og mor, i den Grå Hal og hørt musicals og på Spiseloppen og spist lækker mad.
      Hvorfor nævner han ikke noget om alt det spændende? Hvad er der i vejen med at have skægstubbe og langt hår?
      Jeg har fået nok. Grænsen for blind hengivenhed er nået. Jeg er gået med til at ligne alle de andre med den samme sideskilning i højre side, og jeg har fralagt mig mit modersmål i mit forsøg på at virke integrationsvillig, men at overvære min egen fødebys indbyggere blive svinet til og fordømt, det vil jeg ikke finde mig i.
      Jeg går hjem og laver faktuel research over Christianias historie. Hvordan Staden engang var en tom militærkasserne, som blev besat af kreative og idérige slumstormere med gang i.
      Jeg beskriver det daglige liv og alle de spændende ting, der foregår. Musicals, teater, caféer, økologisk bageri, galleri, restauranter, spillesteder, flotte vægmalerier og badehus.
      Stedet er også grobund for nogle super opfindelser, bl.a. Christiania-cyklen. En handy ladcykel, som snart ses overalt i Københavns gader.
      Jeg afleverer mit skrevne materiale som en fristil et par uger efter, og stilen bliver læst op af en dansklærer som er flink, med brune bløde fløjlsbukser.
      Der er igen stille i klassen, da facts om Christiania bliver offentliggjort. Jeg lader som ingenting, og læreren afslører ikke, hvem der har skrevet stilen.
      Der bliver hvisket rundt omkring bordene.
      ”Hvem har skrevet stilen?”
      ”Hvem kan det være?”
      ”Hvem er det?”
      Malene, som er klassens knallerttøs, bliver puffet i siden. Men nej, det er ikke hende.
      Jeg sidder helt stille og forsøger at blive usynlig, men mine rødmende kinder afslører kilden.
      Der bliver kigget på mig, og jeg lader stadig som ingenting. Ingen siger noget, kun tavshed og en regn af blikke, som føles fysisk ubehageligt.
      Dagen efter kommer en ven til Rasmus og siger, at Rasmus ikke vil være kærester længere. Det gør ingen forskel for mig, vi har jo ikke engang snakket to ord sammen, og slet ikke drukket te. Det er helt okay med mig at være single, hvis det er prisen for min ytrings­frihed i denne her klasse.
      Jeg begynder i stedet at hænge ud og spille scrabble med Joan, klassens frække pige, der går med blonde-bh, hører Shakin Stevens og læser i sin fars pornoblade. Efter et halvt års tid, lige som jeg er begyndt at storvinde over Joan med lange ord som ”Slaskepattemakrel” og ”Flyvenosseøre”, flytter vi igen

Bogen kan købes hos boghandlere over hele landet Kr. 198,-
Eller her for 149,- inkl. forsendelse

forsiden
Gajolmanifestet - prolog
At redde verden - kapitel 5
Anarkisten - kapitel 14
Mikkelines hjemmeside www.mikkeline.eu
www.andersenske.dk

Det Andersenske Forlag ³ Fællesreceptionen ³ Nørre Farimagsgade 33, 1. th. ³ 1364 København K
32 84 32 40
³ andersen@andersenske.dk ³ 28 96 42 43